|
Menneskeblod og vitaliseret vand |
 |
 |
 |
|
Menneskeblod og vitaliseret vand
v. sognepræst Anders Tranholm-Bjerg
Er der nogle af jer derude, der nogensinde har hørt omfænomenet vitaliseret vand? Nå, ikke? Jeg kan røbe, at jeg selv indtil for få uger siden var helt uvidende om det vitaliserede vands lyksaligheder. Indtil jeg blev præsenteret for pladen og pennen, der indeholder det vitaliserede vand. Dem vender jeg tilbage til. Vitaliseret vand, eller informationsvand som det også kaldes, er vand, som er behandlet på en bestemt måde efter principper udviklet af den østrigske naturforsker Johann Grander. Efter sigende skulle det vitaliserede vand indeholde strukturer, som er i stand til at opsamle energi fra kosmos og jordens magnetfelt.
Det lyder jo meget abstrakt alt sammen. Nu kommer jeg til den praktiske anvendelse: Det vitaliserede vand kan f.eks. lagres i en lille plade, der mest af alt minder om en bordskåner af træ. Stil bordskåneren på dit sofabord, og den vil sprede sine velgørende egenskaber over hele stuen. Sæt frugtskålen på pladen, og frugten kan straks holde sig meget bedre. Eller tag pennen med vitaliseret vand og rør rundt i dit vandglas. Straks smager vandværkets kedelige metervare som det fi neste kildevand fra kilden i Evian. Og sådan kunne jeg blive ved med at tale om det vitaliserede vands lyksaligheder.
Nu er der måske én og anden af jer, som læser dette, der stiller sig tvivlende over for det vitaliserede vands egenskaber. Kan det virkelig passe, spørger I. Er det ikke bare en gang svindel og humbug? Jeg skal gerne indrømme, at jeg tæller mig selv blandt tvivlerne. Men det her med, at man tillægger noget en merværdi, der ligger udover tingens oprindelige egenskaber, det kan jeg godt genkende fra mit eget arbejde.
I kirken bruger vi også vand, og jeg kunne skrive spalte op og spalte ned om dåbsvandets velsignede egenskaber. Men eftersom vi nærmer os påsken, vil jeg hellere tale om noget andet. Vi har jo også et andet sakramente, hvor tingene tillægges en merværdi, noget der ligger udover deres oprindelige egenskaber. Og det er nadveren. Her kan man ikke tale om vitaliseret vand, men om vitaliseret vin.
At sige om vinen, at den er Jesu Kristi blod, det er jo i grunden at strække vores velvilje temmelig langt. Det er bare portvin, vi drikker, af mærket ”Jerusalem”, selv om der står Made in France på flasken. Det har intet med menneskeblod at gøre, og gudskelov for det. Men der knytter sig en historie til den vin. En historie, som i høj grad har med blod at gøre.
Altergangen er en gentagelse af det sidste måltid, Jesus holdt med sine disciple. Når vi mødes ved alterbordet, mindes vi ham, der gav sin krop og sit blod for vores skyld. Vi mindes det liv, han levede, de syge han helbredte, de udstødte han hjalp, hans kritik af undertrykkelse og magtmisbrug. Vi mindes også den pris, han kom til at betale for sin åbenmundethed, da han blev naglet
til korset.
Vi tror, at det var Gud selv der talte og handlede i manden fra Nazareth. Vi tror, at det liv, der åndede i ham, var så stærkt, at døden ikke kunne slukke det. Vi tror, at det samme liv ånder i os, når vi mødes ved alterbordet. Ikke som et særligt krydderi i vinen eller en særlig kornsort i brødet. Men i vores hjerter og hjerner, der lever og ånder det liv og det håb, der ikke vil dø, hver eneste gang vi spiser brødet og drikker vinen i Jesu navn.
Så kan man nok så meget sige, at vinen er ”Jerusalemvin” made in France. Eller at brødet bare er en lille tør kiks. Brødet og vinen fortæller en historie. Det er lige som med vitaliseret vand: Brødet og vinen er mere, end de giver sig ud for at være. De er blevet vitaliserede, fordi de indgår i en historie. Og når vi indtager brødet og vinen, bliver vi også vitaliserede, fordi vi mærker, at vi også er en del af den historie.
At blive vitaliseret som menneske, det vil sige at få troen og livsglæden tilbage. Når Gud ånder på os, så kan vi atter ranke ryggen og trække vejret frit. Vi kommer til alterbordet med alle vore bekymringer, men vi rejser os og går derfra med lette skridt. Derfor siger jeg: Længe leve den vitaliserede vin og det vitaliserede brød, også selv om der står Made in France på fl asken, og brødet bare er en lille tør kiks. Amen.
Foto: Ole Hansen
v. sognepræst Anders Tranholm-Bjerg
Er der nogle af jer derude, der nogensinde har hørt omfænomenet vitaliseret vand? Nå, ikke? Jeg kan røbe, at jeg selv indtil for få uger siden var helt uvidende om det vitaliserede vands lyksaligheder. Indtil jeg blev præsenteret for pladen og pennen, der indeholder det vitaliserede vand. Dem vender jeg tilbage til. Vitaliseret vand, eller informationsvand som det også kaldes, er vand, som er behandlet på en bestemt måde efter principper udviklet af den østrigske naturforsker Johann Grander. Efter sigende skulle det vitaliserede vand indeholde strukturer, som er i stand til at opsamle energi fra kosmos og jordens magnetfelt.
Det lyder jo meget abstrakt alt sammen. Nu kommer jeg til den praktiske anvendelse: Det vitaliserede vand kan f.eks. lagres i en lille plade, der mest af alt minder om en bordskåner af træ. Stil bordskåneren på dit sofabord, og den vil sprede sine velgørende egenskaber over hele stuen. Sæt frugtskålen på pladen, og frugten kan straks holde sig meget bedre. Eller tag pennen med vitaliseret vand og rør rundt i dit vandglas. Straks smager vandværkets kedelige metervare som det fi neste kildevand fra kilden i Evian. Og sådan kunne jeg blive ved med at tale om det vitaliserede vands lyksaligheder.
Nu er der måske én og anden af jer, som læser dette, der stiller sig tvivlende over for det vitaliserede vands egenskaber. Kan det virkelig passe, spørger I. Er det ikke bare en gang svindel og humbug? Jeg skal gerne indrømme, at jeg tæller mig selv blandt tvivlerne. Men det her med, at man tillægger noget en merværdi, der ligger udover tingens oprindelige egenskaber, det kan jeg godt genkende fra mit eget arbejde.
|
|
Læs mere…
|
|
v. Anders Tranholm-Bjerg
De fleste mennesker ved, at korset er et kristent symbol, fordi Jesus døde på et kors. Alligevel kan man godt undre sig over, hvorfor det lige netop var korset, der endte med at blive det vigtigste kristne symbol. Korset er jo, når alt kommer til alt, et modbydeligt torturinstrument, hvor den dødsdømte får lov at lide til sidste blodsdråbe.
Muslimerne har deres halvmåne; jøderne har deres Davidsstjerne; buddhisterne har hjulet; det er alle sammen pæne og neutrale symboler. Men vi kristne slæber stadig rundt på vores kors. De første kristne syntes, det var pinligt med det kors, det mindede dem alt for meget om det nederlag og den ydmygelse, Jesus havde lidt. De brugte i stedet fisken, fordi det græske ord for fisk, iktus, kunne bruges som forkortelse for: Jesus Kristus, Guds søn, frelseren.
Men efterhånden medførte troen på Jesu opstandelse fra de døde, at korset blev til et sejrssymbol: Det var netop her, i den yderste nød, at Gud overvandt døden og ophøjede sin søn. Den skæbne har vi alle del i. Gud har overvundet døden, ikke bare på sin søns vegne, men for os alle. Alt dette symboliserer korset. Derfor er korset et meget stærkt sejrssymbol – måske det stærkeste af dem alle.
v. Anders Tranholm-Bjerg
De fleste mennesker ved, at korset er et kristent symbol, fordi Jesus døde på et kors. Alligevel kan man godt undre sig over, hvorfor det lige netop var korset, der endte med at blive det vigtigste kristne symbol. Korset er jo, når alt kommer til alt, et modbydeligt torturinstrument, hvor den dødsdømte får lov at lide til sidste blodsdråbe.
Muslimerne har deres halvmåne; jøderne har deres Davidsstjerne; buddhisterne har hjulet; det er alle sammen pæne og neutrale symboler. Men vi kristne slæber stadig rundt på vores kors. De første kristne syntes, det var pinligt med det kors, det mindede dem alt for meget om det nederlag og den ydmygelse, Jesus havde lidt. De brugte i stedet fisken, fordi det græske ord for fisk, iktus, kunne bruges som forkortelse for: Jesus Kristus, Guds søn, frelseren.
Men efterhånden medførte troen på Jesu opstandelse fra de døde, at korset blev til et sejrssymbol: Det var netop her, i den yderste nød, at Gud overvandt døden og ophøjede sin søn. Den skæbne har vi alle del i. Gud har overvundet døden, ikke bare på sin søns vegne, men for os alle. Alt dette symboliserer korset. Derfor er korset et meget stærkt sejrssymbol – måske det stærkeste af dem alle. |
|
v. Anders Tranholm-Bjerg
v. Anders Tranholm-Bjerg
Mange traditioner hører julen til. Én af dem er Julemanden med sin røde kåbe, sit hvide skæg og sin buldrende latter, der gavmildt deler gaver ud til børn fra sin flyvende kane med et forspand af rensdyr. For de fleste er julemanden bare en del af den almene festivitas ved juletid – men faktisk har julemanden kristne aner.
Hans kristne navn er Sankt Nikolaus, og han var i 400-tallet biskop i byen Myra i Lilleasien. I modsætning til de fleste andre helgener kom Nikolaus relativt let til sin helgenstatus, da han hverken blev hængt, druknet eller henrettet på andre fantasifulde måder, men døde fredeligt i sin seng af alderdom.
Til gengæld er han kendt for sin gavmildhed: Det fortælles, at en fattig adelsmand engang havde svært ved at forsørge sine tre døtre. Han kunne ikke få råd til at give dem en medgift, så de kunne blive gift og dermed forsørget, og den skammelige far kunne ikke finde på noget bedre end at lade dem tjene til føden på et bordel. Da biskop Nikolaus fik ny om dette, donerede han anonymt en del af sin formue til de tre piger, så de kunne slippe ud af bordellet og oven i købet få råd til en ordentlig medgift.
Hvorvidt faderen blev straffet for sin fremfærd, melder historien intet om, men Nikolaus’ gavmildhed er blevet husket for eftertiden. Hvordan Nikolaus senere er blevet til julemanden – se det er en længere historie. Under navne som Julebispen, Father Christmas og Santa Claus har han vandret gennem historien, indtil han endelig er blevet den, vi kender ham som dag: Julemanden med sin røde kåbe, hvide skæg og buldrende latter: Hoho-ho…v. Anders Tranholmv. Anders Tranholm-Bjerg v. Anders Tranholm-Bjerg
Mange traditioner hører julen til. Én af dem er Julemanden med sin røde kåbe, sit hvide skæg og sin buldrende latter, der gavmildt deler gaver ud til børn fra sin flyvende kane med et forspand af rensdyr. For de fleste er julemanden bare en del af den almene festivitas ved juletid – men faktisk har julemanden kristne aner.
Hans kristne navn er Sankt Nikolaus, og han var i 400-tallet biskop i byen Myra i Lilleasien. I modsætning til de fleste andre helgener kom Nikolaus relativt let til sin helgenstatus, da han hverken blev hængt, druknet eller henrettet på andre fantasifulde måder, men døde fredeligt i sin seng af alderdom.
|
|
Læs mere…
|
|
v. Bernt Iversen
Længe har klokken været undervejs. Det begyndte med en stor gave fra nu afdøde Frode Nielsen. Frode Nielsen blev født 1913, i det der dengang hed Hostruphuse, nu Hostrupvej 32. Området hørte dengang under Hørby sogn, og derfor blev Frode Nielsen døbt og konfirmeret i Hørby kirke. Frode Nielsen døde 3. maj 2006 i Århus.
Da menighedsrådet modtog den store gave, blev rådet hurtigt enig om, at gaven skulle medføre en markant fornyelse ved kirken. Valget faldt da på, at vi skulle have et automatisk ringeanlæg. Med den beslutning begav vi os ud på en lang vandring, med mange overraskende, men egentligt forståelige forhindringer. Først skulle der søges om tilladelse hos stiftet og øvrige myndigheder. Vores gamle klokke blev undersøgt, og blev af klokkekonsulent og nationalmuseet betegnet som en kulturhistorisk værdifuld klokke fra middelalderens sidste årti. Klokken har snart ringet til gudstjeneste i 500 år, og der måtte ikke opsættes automatisk klokkeringning til en så fin gammel klokke.
|
|
Læs mere…
|
|
|
